For at styrke indsatsen for læring arbejder underviserne for ordblinde tæt sammen med underviserne i FVU. Her spiller det tværfaglige samarbejde en stor rolle for at forstå og støtte den unge bedst muligt. Vi arbejder med teknikker og værktøjer, som afhjælper indlæringen og gør en stor indsats for at forklare betydningen af ordblindhed, og italesætte hvor vanskelighederne opstår for den unge.

En vigtig del af ordblindeundervisningen (OBU) består af LST, Læse- Skrive- og Teknologisk hjælpemiddel, som er hjælpeprogrammer på pc, som bruges eksempelvis til at få læst en tekst op eller forslag til stavning af de svære ord.

Vi tester både på den nationale ordblindetest for at afgøre en ordblindhed og i forlængelse af resultatet, gør vi brug af den udvidede ordblindetest (IUP) for at fastlægge en individuel undervisningsplan. Vi ser, at flere unge ikke tidligere er blevet testet for ordblindhed, hvilket har skabt en forforståelse hos dem om, at de ikke er gode nok og derfor har haft modstand på skole og undervisning.

Vi anerkender vigtigheden af, at bearbejde forforståelsen og har fokus på, at skabe en ny forståelse samt motivation til en mere smidig overgang til uddannelse.

Kontakt os gerne for yderligere information om OBU.